Adfærdshold

Info

Adfærdsholdet er for os hundejere, som har nogle udfordringer i dagligdagen med vores hunde. Det kan være den trækker i snoren, ikke kan med andre hunde, gør og har problemer med at slappe af eller bare ikke har en sluk-knap. Det var nok ikke lige det vi havde i tankerne, da vi fik hunden og vi kan nemt begynde at lide vores hunde lidt mindre, end da de var hvalpe. Det er fuldstændig normalt og netop forholdet mellem hund og ejer er det adfærdsholdet er rettet mod.

Når vores hunde opfører sig sådan, så prøver de at fortælle noget og for at kunne ændre adfærden, så er det vigtigt at vi mennesker forstår hvad vores hunde vil kommunikere. Hvis vores hund gør ved vinduet fordi der går en person forbi, så fortæller vores hund ikke at der går en person forbi. Hunden fortæller os istedet at det er så stor en begivenhed for hunden at den er nødt til at gø for at fortælle verden om det. Eksemplet ovenfor kunne også være andre hunde i parken, biler og cykler på gåturen osv. Så hvordan får vi kommunikeret til hunden at biler, personer, hunde, bevægelser, ikke er så stor en begivenhed at den er nødt til at reagere så meget på det?

Det gør vi ved at bygge vores hunde op til at kunne bevare roen og fokus selvom der er forstyrrelser i miljøet. Vi giver vores hunde et fundament af ro vha. lege, øvelser og mønstre som vores hunde kan fungere i og derefter introducere vi forstyrrelser. Dette bliver essencen af træningen på adfærdsholdet.

Alle på adfærdsholdet får viden, værktøjer og redskaber til at kunne opbygge deres hund derhjemme i forhold til de udfordringer de har. Træningsfokuset for adfærdsholdet ligger derved derhjemme og ikke på træningspladsen. Træningstimerne på pladsen bliver derimod brugt til at lære nye lege og øvelser samt evaluere udviklingen. Er vi på rette vej eller skal vi justere lidt?

Målet med holdet er at opnå en dybere forståelse for forholdet mellem hund og ejer samt kommunikationen mellem hund og ejer. Der vil både være teori og praksis på holdet og engang imellem vil vi tage træningen med ud i nationalparken.

Holdet vil bestå af 5 hunde + ejere og der er derfor meget begrænset pladser. Der kan åbne pladser op undervejs, men det kan ikke vides hvornår. Man kan derfor ikke direkte tilmelde sig Adfærdsholdet igennem klubmodul. Istedet for, hvis du har udfordringer med din hund, så tag kontakt til din træner. Ligesom der er flere årsager til din hunds udfordring, så er der også flere løsninger.

Klik venligst her for at læse hele beskrivelsen

Nyheder

Sponsorer